Odense Sport & Event har med succes gennemført en kapitaludvidelse blandt selskabets nuværende aktionærer.
I et svært marked, der fortsat er præget af finanskrisen, har ejerkredsen bag Odense Sport & Event A/S besluttet at ruste virksomheden til fremtiden ved at indskyde 60 millioner kroner i selskabet.
Siden stiftelsen i 2006 har Odense Sport & Event A/S positioneret sig stærkt med store koncerter, messer, topplaceringer i Superligaen og kulturelle aktiviteter, og sådan vil fremtiden også tegne sig.
Bestyrelsesformand Niels Thorborg siger:
- Vi har tiltrukket kapital for at ruste os til fremtiden. Der ikke tale om, at vi står foran investeringer i nye forretningsområder, bygninger eller fodboldspillere, men omvendt viser vi rettidig omhu og øger vores finansielle råderum. Det giver os mulighed for både at nedbringe vores gæld, men også at forfølge relevante muligheder, der udvikles hen ad vejen. Det bekræfter samtidig opbakningen til Odense Sport & Event og giver næring til vores ambitioner for fremtiden, og vi mener derfor også, at vi står stærkt til de kommende års udfordringer.
I forlængelse af kapitaludvidelsen har Odense Sport & Event A/S budt velkommen til et nyt bestyrelsesmedlem, idet Bent Jensen er indtrådt i selskabets bestyrelse. Bent Jensen er ejer og direktør i T. Hansen Gruppen A/S.
Odense Sport & Event A/S blev stiftet den 1. maj 2006 som en fusion mellem Odense Congress Center A/S og Odense Boldklub A/S, og efterfølgende blev koncertbureauet JVB Concerts opkøbt. Det er ambitionen at være den foretrukne udbyder af oplevelser i Region Syddanmark.