Faciliteter

Odense Congress Center

Odense Congress Center råder over et udstillingsareal på 13.500 m2 fordelt på tre moderne messehaller. Foruden messehallerne har OCC et 4-stjernet konferencecenter med 22 mødelokaler i varierende størrelser med kapacitet fra 2-4.000 personer, et 4-stjernet hotel med 109 dobbeltværelser og restaurant. OCCs meget anerkendte køkken byder på lækre kulinariske retter og kan bespise op til 5.000 personer på én gang.
 
Dette gør OCC til det eneste center i Danmark med alle faciliteter samlet under ét tag. OCCs lokaler er velegnede til møder og konferencer med tilhørende udstilling – og alt afhængig af pladsbehovet vil det være muligt at gennemføre konferencen og udstillingen i ét og samme lokale uden at skulle gå på kompromis med hverken teknik eller præsentationen af det udstillede.

Året igennem afholder OCC mellem 20-25 messer – store og små, fagmesser og publikumsmesser. Messehallerne er også velegnede til sportsarrangementer, koncerter, shows, musicals og kongresser.

Med placeringen midt i Danmark og med kun 5 min. kørsel fra motorvejen og 10 min. fra banegården er OCC et ideelt sted for afholdelse af alle mulige arrangementer, hvor man nemt kan komme til og fra. OCC råder over 1800 gratis P-pladser.

OCC bliver besøgt af op imod 300.000 gæster årligt.

Sparekassen Fyn Arena

Den 6. oktober 2007 slog Odense Sport & Event for første gang dørene op til Arena Fyn, det regionale forum for oplevelser. Dette skete med et spændende og mangfoldigt åbningsshow, der bød på et festfyrværkeri af fynsk kultur og fynske kunstnere i et flot, folkeligt og medrivende show. Arenaen skiftede i juni 2014 navn til Sparekassen Fyn Arena.

Sparekassen Fyn Arena bidrager med 3000 m2 gulvareal til hele Odense Congress Centers messeareal. Arenaen er den fjerde hal i hele OCCs messekompleks. Arenaen rummer i alt 4.000 siddepladser og maksimum 5.500, hvis gulvet tages i brug.

Med Sparekassen Fyn Arenas fleksibilitet kan oplevelsesforumet forvandles til en skøjtehal, håndboldhal, tennishal, koncertsal og meget andet. Dermed bliver det muligt at skabe en farverig palet af oplevelser lige fra sportsbegivenheder, forlystelser, shows til koncerter i Sparekassen Fyn Arena.

EWII Park

EWII Park er mest kendt som hjemmebanen for OB. EWII Park er dog meget mere end et fodboldstadion. VIP-tribunen, der blev opført i 2005, indeholder flotte faciliteter. Dermed kan EWII Park bruges til mange forskellige formål såsom julefrokoster, konfirmationer og andre festlige begivenheder. EWII Park kan også bruges til årsmøder og konferencer, hvilket flere firmaer årligt benytter sig af.

Som fodboldstadion er EWII Park bredt kendt i Danmark. Stadionet har en lang fortid bag sig. EWII Park (dengang Odense Stadion) blev officielt indviet i 1941, og frem til efteråret 1996 blev der kun foretaget mindre ændringer på de oprindelige bygninger. Den første væsentlige ændring skete i 1965, hvor der blev etableret et lysanlæg med en lysstyrke på 400 lux. Samtidig gennemgik hovedtribunen en mindre renovering.

Indgangen til 1990’erne markerede samtidig begyndelsen på OB’s gyldne periode i Europa Cup’en. Fra 1990-1996 deltog klubben fem gange i en af de prestigefyldte turneringer, kun afbrudt af et enkelt års fravær. I den periode besluttede Odense Byråd at gennemføre den tiltrængte ombygning af EWII Park. Arbejdet med at gøre arkitekt Gert Anderssons tegninger til virkelighed blev indledt i efteråret 1996.

Den 26. september 1997 stod tre af de fire nye tribuner klar til brug, da det nyrenoverede EWII Park blev indviet med kampen mellem OB og FC København. Godt to måneder senere var ombygningen fuldendt og den sidste tribune blev taget i brug til kampen OB - Vejle. Med åbningen af den sidste tribune rådede Odense, på daværende tidspunkt, over et af Danmarks mest moderne stadions.
 
Siden er der blevet lagt varme i banen i forbindelse med, at UEFA op til sæsonen 2002-03 skærpede kravene til moderne fodboldstadions. I sommeren 2004 blev der således lagt varme i banen på EWII Park, og i efteråret/vinteren påbegyndtes en ny udbygning af hovedtribunen, som blev afsluttet i sommeren 2005. Dermed er EWII Parks VIP-faciliteter igen på niveau med de øvrige danske topklubbers.
 
EWII Park har lagt græs til mange store fodboldkampe på nationalt og internationalt plan. I efteråret 2006 spillede det danske fodboldlandshold således sin første kamp i femten år i Odense på EWII Park, da Danmark besejrede Polen 2-0.
 
Tilskuerkapaciteten på EWII Park er i alt 15.761, og det tal blev næsten nået søndag den 7. maj 2006, hvor OB’s 1-0-sejr over FC København blev overværet af 15.305 mennesker. Dette er rekord siden ombygningen i 1997.
 
EWII Park ligger i bydelen Bolbro, fem minutter fra Odenses centrum og mindre end 10 minutter fra motorvejen.

Odense Eventyr Golf

Den seneste tilføjelse til Odense Sport & Event byder både på en 27-hullers Europa Tour-bane af international standard, såvel som møde og fest-faciliteter med en af øens smukkeste udsigter.

Odense Eventyr Golf har således lagt baner til flere store turneringer gennem tiderne, og benyttes fortsat flittigt af et stort antal golfentusiaster fra både ind- og udland. Banerne tilbyder desuden en række forskellige pakker for såvel trænede som uøvede spillere.