Ny direktør i Odense Sport & Event

Enrico Augustinus bliver ny administrerende direktør i Odense Sport & Event. Han afløser Ole Bang Nielsen, der efter eget ønske stopper efter fem år på posten.

Odense Sport & Event får ny mand i spidsen for koncernen, når Enrico Augustinus pr. 1. april 2018 bliver ny administrerende direktør. Enrico Augustinus afløser Ole Bang Nielsen, der har være administrerende direktør siden 2013.

Ole Bang Nielsen stopper efter eget ønske efter fem år som direktør i Odense Sport Event, og bestyrelsesformand i Odense Sport & Event, Niels Thorborg, takker Ole Bang Nielsen for en dedikeret og professionel indsats.

- Ole Bang Nielsen kom til Odense Sport & Event med det klare mål at lave en turnaround. Nu er første del af den turnaround med fokus på omkostningssiden vel overstået, og derfor vil vi gerne sige tak til Ole for hans store indsats for Odense Sport & Event gennem de sidste fem år. Ole har med kyndig hånd ført virksomheden igennem en udfordrende periode, men vi respekterer Oles ønske om at virkeliggøre andre planer. Samtidig er jeg dog glad for, at Ole har givet tilsagn om at fortsætte sit tilsyn med opførelsen af det nye Hotel Odeon, siger Niels Thorborg.

Ole Bang Nielsen har overvejet sin fremtid gennem et stykke tid, og beslutningen har ikke været nem:

- Allerede for halvandet år siden sagde jeg til Niels, at han skulle overveje, hvordan vi kunne gennemføre et generationsskifte, og i slutningen af sidste år blev vi enige om, at tiden var rigtig. Det var egentlig aldrig min tanke, at jeg skulle blive i Odense Sport & Event så længe, men det er en meget svær størrelse at give slip på. Det er derfor også med vemod, at jeg siger farvel efter fem fantastiske år. Nu vil jeg så tage fat på nogle af de planer, som har været ”sparket til hjørne” i nogle år. Jeg vil gerne takke bestyrelsen for at have fået muligheden for at stå i spidsen for en superspændende virksomhed, og jeg vil takke mine fantastisk dygtige kolleger, samarbejdspartnere og ikke mindst de hundredvis af frivillige for samarbejdet gennem alle årene, siger Ole Bang Nielsen.

Den nye direktør skal udvikle Odense Sport & Event

Valget af ny direktør i Odense Sport & Event er faldet på 42-årige Enrico Augustinus, der kommer fra en stilling som direktør i den Middelfart-baserede IT-virksomhed Outforce. Opgaven for Enrico Augustinus bliver at udvikle Odense Sport & Event og de respektive brands i virksomheden.

- Vi har benyttet Oles ønske til grundigt at overveje hvillen profil, der fremadrettet skal føre Odense Sport & Event videre. Det mener vi, er lykkedes med Enrico Augustinus, som i sit hidtidige virke har vist rigtig gode evner til at drive rentabel udvikling, og hertil kommer, at Enrico er inkarneret OB’er og kender forretningen fra kundeperspektiv. Vi tror på, at Enrico har den rette profil til at løfte og skærpe Odense Sport & Events kernekompetencer og strategi ind i fremtiden, siger Niels Thorborg.

Enrico Augustinus glæder sig til at stå i spidsen for Odense Sport & Event.

- Jeg er først og fremmest stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for Odense Sport & Event. Jeg har altid set Odense Sport & Event som en virksomhed med et kæmpe potentiale, spændende brands og dygtige medarbejdere. Jeg ser frem til at kunne udvikle, skabe synenergier og realisere de enorme muligheder, der ligger i Odense Sport & Event som oplevelsesvirksomhed, og jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet, siger Enrico Augustinus.

Enrico Augustinus tiltræder som administrerende direktør i Odense Sport & Event den 1. april 2018.

Fakta om Enrico Augustinus

42 år
Født i Odense
Bosat i Middelfart med sin hustru, Melanie, og to børn på 8 og 12 år
Arbejdet 20 år i koncernen United Shipping & Trading Company - de seneste 14 år i Outforce og siden 2016 som direktør for IT Holding